Gå til hoved-indhold

Natasja Elstrøm Nilsson

Fakta

Navn:
Natasja Elstrøm Nilsson

Kandidat:
Cand.it., webkommunikation, Syddansk Universitet, 2023

Bachelor:
International Virksomhedskommunikation i Engelsk, IT og Webkommunikation

Aktuel arbejdsplads:
Region Syddanmark (Sygehus Lillebælt – RIPA Forvaltningen)

Aktuel stilling:
It-konsulent

3 hurtige om, hvad du synes, der er det mest fascinerende ved it-feltet:

  • Den evige, hurtige udvikling af teknologi.
  • Muligheden for at arbejde med it på rigtig mange forskellige måder.
  • Hvordan kunstig intelligens vinder ind på markedet i stort set alle sektorer.

Hvordan fik du dit første job?

Jeg gik først i gang med at søge jobs, da jeg var færdiguddannet, men jeg har haft studiejobs gennem hele studiet. Efter jeg afsluttede min uddannelse, underviste jeg i nogle fag på universitetet, mens jeg søgte fuldtidsjob. Jeg blev færdiguddannet i slutningen af juni 2023 og startede i mit fuldtidsjob i starten af november 2023. I jobsøgningsprocessen arbejdede jeg proaktivt med at kontakte virksomheder, inden jeg sendte en ansøgning på deres stillingsopslag.

Grunden til, at jeg fik jobbet, var, at jeg havde nogle kompetencer, som min nuværende arbejdsplads havde brug for. De havde brug for et frisk mindset, som også kunne være med til at udfordre nogle af deres nuværende tankegange og måske være med til at nytænke nogle arbejdsgange. Desuden vægtede min arbejdsgiver også højt på en del af mine personlige kompetencer og også de frivillige aktiviteter, som jeg har lavet igennem årene.

Hvordan har du oplevet overgangen fra studie til job?

Overgangen fra studie til job har ikke været overvældende. Jeg har været vant til at have mange bolde i luften, og under studiet havde jeg op til flere forskellige studiejobs, frivillige studierelaterede aktiviteter og frivilligt arbejde ved siden af.

Jeg er bestemt landet det helt rigtige sted ift. mit job og er blevet modtaget rigtig godt i min afdeling. Den største forskel er, at man som studerende har en anden form for frihed, og at alt kører efter et undervisningsskema. Den del foregår meget anderledes på arbejdsmarkedet, hvor travlhed også er en helt anden oplevelse. Et af de værktøjer, som jeg selv bruger til at strukturere mine arbejdsopgaver, sørge for jeg overholder deadlines og en måde at visualisere alt det vigtige, er ved at lave Trello-boards.

At have fået sit første rigtige ’voksenjob’ giver til gengæld en frihed og sikkerhed, som jeg ikke har været vant til under mine studier.

 

Hvordan har din kombination af bachelor og kandidat påvirket hinanden?

Jeg har en bachelor i International Virksomhedskommunikation med Engelsk, IT og Webkommunikation, så min kandidat i Cand.it. Webkommunikation med speciale i Webformidling er den naturlige overbygning på min BA. Meget af det, jeg har lært i løbet af mine studier, er blevet et sammensurium af begge uddannelser, og de kan være svære at skille fra hinanden.

Med uddannelser som omfavner tre kerneområder (it, kommunikation og organisation), så har jeg fået opbygget en ret alsidig værktøjskasse, som gør, at jeg er god til at forstå, mange forskellige grene af de forskellige arbejdsområder, men også hvordan man kan kombinere dem i det daglige arbejde.

Hvad er dine arbejdsopgaver, og hvordan bruger du dine kompetencer fra kandidatuddannelsen i dit daglige arbejde?

Jeg har mange forskellige arbejdsopgaver. Jeg er ansat som it-konsulent, og i stillingsopslaget søgte de specifikt efter en, som også havde flair for kommunikation. Derfor bærer mine opgaver også præg af stor diversitet, hvor nogle af dem er tekniske og andre er kommunikative.

Nogle af mine første opgaver var at indsamle information og udsende nyhedsbrev til de relevante afdelinger, at omstrukturere afdelingens interne SharePoint og at styre talegenkendelseslicenser på de specifikke servere, så radiologer og læger kan beskrive patienters røntgen, CT, MR eller PET billeder.

Jeg synes, det er spændende, at ikke ret mange af mine dage er ens, og at jeg har muligheden for at kombinere mange elementer fra mine uddannelser. Jeg bruger hver eneste dag min viden om privathed og GDPR, min forståelse for systemudvikling og projektstyring, og hvordan kommunikation og webkommunikation er en meget vigtig faktor i så stor en organisation.

Hvilke oplevelser og erfaringer har du fået, som du vil tage med videre i dit arbejdsliv?

For mig er det vigtigt, at jeg altid fortsætter med at udvikle mine faglige og personlige kompetencer. En god læring er, at det er meget vigtigt, at man er god til projektstyring, og at man får holdt styr på alle sine opgaver og får fulgt op på dem.

Desuden er jeg meget nysgerrig på mennesker og dynamikker. Det interesserer mig meget at prøve at forstå, hvorfor mennesker gør, som de gør, og hvordan forskellige ting hænger sammen.

Jeg er spændt på, hvad fremtiden bringer, men jeg er meget taknemmelig for, at jeg tog en uddannelse inden for it, kommunikation og organisation.

 

Interview gennemført februar 2023

 

Mød flere cand.it.er, der fortæller om deres oplevelse ved at gå

fra studie til job