Gå til hoved-indhold

Peter Thestrup Waade

Fakta

Navn:
Peter Thestrup Waade

Kandidat:
Cand.it., Cognitive Science, Aarhus Universitet, 2021

Bachelor:
Kognitionsvidenskab BSc

Aktuel arbejdsplads:
Aarhus Universitet

Aktuel stilling:
4+4 ph.d.-studerende

3 hurtige om, hvad du synes, der er det mest fascinerende ved it-feltet:

  • Den meget intense problemløsning – jeg taber somme tider helt mig selv i det.
  • At skabe konkrete, fungerende løsninger; lykken ved en kode, som kører.
  • At skabe overblik og orden ud af ingenting. God og klar kode kan nærmest være smuk.

Hvordan fik du dit første job?

Jeg søgte min 4+4 ph.d., mens jeg stadig var på kandidaten. På anden ansøgningsrunde fik jeg den – det var en ret intens ansøgningsproces, og jeg var heldig at få pladsen.

Hvordan har du oplevet overgangen fra studie til job?

Fordi jeg arbejder på universitetet, har det været ret spændende og ret specielt at skulle få en ny medarbejder-relation til mine tidligere undervisere. Det betyder, at jeg føler mig hjemme her – nok også mere, end jeg gjorde som studerende. Det er også specielt at gå over til et udelukkende projektorienteret arbejdsflow – og til at være endnu mere ansvarlig for selv at skulle vælge, hvad jeg gør med det.

Hvad er dine arbejdsopgaver, og hvordan bruger du dine kompetencer fra kandidatuddannelsen i dit daglige arbejde?

Jeg arbejder på et projekt om modellering af gruppedynamikker. Det betyder, at det er ret teknisk funderet projekt – jeg laver simulationer og udvikler software til simulationer. Det er en kæmpe gave at føle mig tryg i, at hvad end det nu er, jeg skal gøre – arbejde i nye programmeringssprog, udvikle pakker (i Julia og Python), implementere komplicerede modeller etc. – så kan jeg lære mig selv det. Det har uddannelsen givet mig – og det gør det muligt at arbejde med de teoretiske spørgsmål, som jo driver mig som ph.d.-studerende.

Hvilke oplevelser og erfaringer har du fået, som du vil tage med videre i dit arbejdsliv?

Det er blevet tydeligt, hvor vigtigt det er for mig at have et sted at høre til. At have fået et kontor, kollegaer, struktur, noget, der føles som et hjem – det har betydet meget for, hvordan jeg har det. Det er noget, jeg skal sørge for ikke at gå på kompromis med, lige meget hvor meget jeg rejser eller udforsker andre felter: jeg skal føle mig hjemme i det, jeg laver.

Interview gennemført marts 2022

Mød flere cand.it.er, der fortæller om deres oplevelse ved at gå

fra studie til job