Josephine Hillebrand Hansen
Fakta
Navn:
Josephine Hillebrand Hansen
Kandidat:
MSc Cognitive Science / Cand.it. kognitionsvidenskab, Aarhus Universitet, 2021
Bachelor:
BSc Cognitive Science
Aktuel arbejdsplads:
Epinion
Aktuel stilling:
Senior Consultant
3 hurtige om, hvad du synes, der er det mest fascinerende ved it-feltet:
- Hvordan data og statistik kan bruges til at forstå verden omkring os.
- Hvordan it kan bruges til at automatisere og effektivisere. For mig hænger det også meget sammen med punkt 1 – for eksempel automatisk, statistisk analyse af sprog.
- Hvordan it (herunder statistiske modeller) kan bruges i samspil med menneskelige kompetencer – så mennesker gør det, de er gode til, og teknologien gør det, dén er god til.
Hvordan fik du dit første job?
På tredje semester af kandidatuddannelsen valgte jeg at tage i praktik. Det var i den forbindelse vigtigt for mig at komme ud og opleve erhvervslivet uden for universitetets mure. Efterfølgende blev jeg i første omgang ansat som studentermedhjælper. Da jeg blev færdig med studiet, blev jeg ansat som konsulent.
Jeg tror, at jeg fik foden inden for i Epinion, fordi vi fra Cognitive Science har en solid forståelse af data, er gode til statistik og ved en masse om menneskelig adfærd.
Hvordan har du oplevet overgangen fra studie til job?
Jeg fik en blød start på arbejdslivet, da jeg startede som praktikant. Derfor var det en rolig overgang, hvor jeg både blev lært op i virksomhedens processer og stille og roligt fik mere ansvar.
Hos Epinion arbejder vi projektbaseret, så det giver mulighed for at dykke ned i mange forskellige emner, men tempoet er generelt hurtigere, end det er på universitetet. Derudover er der ligesom på universitetet en stor faglig stolthed, og der nørdes rigtig meget metode.
Noget af det fedeste ved mit arbejde er dog muligheden for dag til dag at se, hvordan de projekter, jeg arbejder på, har en direkte indflydelse på de beslutninger, der bliver taget i de virksomheder, vi arbejder for.
Hvad er dine arbejdsopgaver, og hvordan bruger du dine kompetencer fra kandidatuddannelsen i dit daglige arbejde?
Overordnet set arbejder vi med at forstå, hvorfor mennesker handler og agerer, som de gør. Helt konkret arbejder jeg med alle aspekter af kvantitative analyser fra kundedialog over udformning af spørgeskemaer til analyse og rapportering. En analyse kan bestå af alt fra simple tabeller til avancerede statistiske modeller.
I mit arbejde bruger jeg hver dag en stor del af de faglige kompetencer, jeg har fra min uddannelse. På Cognitive Science har jeg lært en masse om statistik og adfærdsvidenskab, som er en vigtig del af at forstå menneskers handling og gøren. Statistikken, fordi det ligger til grund for mange af de projekter, jeg arbejder med, og adfærdsvidenskaben, fordi det tilføjer et ekstra lag af forståelse til vores analyser.
Hvilke oplevelser og erfaringer har du fået, som du vil tage med videre i dit arbejdsliv?
Jeg havde et solidt fagligt fundament, da jeg startede hos Epinion. Siden har jeg særligt lært mange personlige kompetencer såsom tidsstyring, projektledelse og kundehåndtering – ting, der også ville have gjort mig til en bedre studerende, hvis jeg havde haft de kompetencer, jeg har nu, allerede under mit studie.
Interview gennemført december 2022
Mød flere cand.it.er, der fortæller om deres oplevelse ved at gå